mandag den 23. januar 2012

Wild West Dancer

Så fik jeg lavet en kage fra min fantastiske bog af Debbie Brown
Det blev til en Wild West Dancer kage til min gode venindes storebror :-)


Kagen er lavet af chokobunde og imellem bundene er der hindbærmousse og Chokolademousse. Kagen er er smurt op med kakaofrosting og der er ikke kommet fondant på siderne. Kjole og ben er lavet af fondant. Og så er der kommet en lille bort rundt om kagen, som en lille fin afslutning.


Kagen er til 10-12 personer :-)

Hindbærmousse

Opskrift på hindbærmousse

1 ps frosne hindbær (ca 500 g)
300 g flormelis
1 tsk citronsaft (kan udelades)
4-5 blade husblas
½ L piskefløde

Læg husblas i blød i koldt vand. De frosne hindbær varmes op i en gryde, de skal lige op og koge lidt i et par min og herefter de står på svagt blus i 15 min ( så er du sikker på at alle evt bakterier er væk ) Herefter blendes de med flormelis. Citronsaft tilsættes. Vrid den bløde husblas og kom den i hindbærmassen og rør rundt. Sæt massen på køl i 2-3 timer. Pisk piskefløden, godt stiv. Vend den i hindbærmassen. OBS sørg for at hindbærmassen er helt kold. Sæt hindbærmoussen i køleskabet, gerne natten over. Herefter er moussen klar til brug.

God fornøjelse.

chokolademousse

Opskrift på Chokolademousse

1/2 L piskefløde
250 g lys chokolade
4 blade husblas
evt. 100 g hakket mørk chokolade

Læg husblas i blød i koldt vandt. Hak den lyse chokolade og kom det i en skål. Varm piskefløden op, den må ikke koge. Hæld lidt af den varme fløde over den hakkede lyse chokolade og rør. hæld herefter den resterende del af fløden over og rør indtil massen er blank. Vrid den bløde husblas og kom den i choko/fløde massen. Læg husholdningsfilm ned i skålen ovenpå  massen (så danner den ikke skind når den står på køl) og køl ned i 3-5 timer. Herefter piskes massen op med håndmixer. Derefter kan du tilføje hakket mørk chokolade, hvis du har lyst :-)

God fornøjelse :-)

torsdag den 12. januar 2012

julekage

Opskrift på juletræskage:
Mængden passer til en juletræsform.

300g hvedemel
200g flydende eller smeltet margarine
6 æg
300g sukker
3 dl ymer(jeg brugte kærnemælk)
4 tsk bagepulver
4 tsk stødt kanel
2 tsk stødt ingefær
2 tsk stødt nelliker
75g smuttede og hakkede mandler (har jeg selv tilføjet opskriften)

pisk æg og sukker luftigt.
tilsæt margarine og ymer(kærnemælk). Sigt og rør mel, bagepulver, ingefær, nelliker og kanel i dejen. Hvis du vælger at putte mandler i, skal det også gøres nu.
Formen smøres og kagen bages i ovnen 30-40 min i en 200 grader forvarmet ovn(varmluft 180).

Jeg smurte kagen med vanilliesmørcreme farvet med grøn pastafarve og pyntede den med flettede marcipanhjerter, marcipankræmmerhuse og marcipanjulekugler :-)

Kage til julefrokosten


Her i weekenden var vi til julefrokost og jeg havde kage med. Det blev til chokoladekagebunde med chokolademousse og blåbærmousse.

Kagen er smurt op med chokoladefrosting(den er jeg blevet en anelse forfalden til:-) og så er der kommet lidt krymmel på . Jeg var fuldstændig ide-forladt med pynten, så det blev til et peacetegn :-) Kagen var rigtig lækker og det er bestemt ikke sidste gang jeg har lavet blåbærmousse i mine kager

Nytår 2011

Nytårsaften 2011 blev holdt hos nogle af vores gode venner med et par af vores andre gode venner. Vores mænd stod for madlavningen, og vi fik rigtig lækker mad :-)
Meeeen jeg måtte jo lave dessert, så det blev til en lækker islagkage på mandelbund med marcipanlåg og flødeskumskant (kanten blev ikke så kø, havde glemt min sprøjtepose og tylspids)


kagen var i to lag, det ene lag var skildpaddeis og det andet var hindbæris
Opskriften på is kommer her:

5 æggeblommer
65g sukker
10dl piskefløde
fyld efter eget ønske

Æggene piskes luftige med sukkeret. Fløden piskes stiv og vendes i æggemassen. Herefter delte jeg portionen i 2 dele og blandede hakkede chokoladeskildpadder og 2 spsk kakaopulver i den ene del.
Til den anden del varmede jeg en pose frosne hindbær op i en gryde og blendede dem med flormelis (ca 200g) hvorefter det blev afkølet inden jeg vendte det i den anden del af æggemassen.
Begge dele hældte jeg i hver sin springform 26-28 cm og kom dem i fryseren, i mindst 4 timer (du behøver ikke røre i dem undervejs).
Da begge slags is var frosne, lagde jeg dem ovenpå marcipanbunden, rullede marcipanlåget ud, lagde det på og kom hele islagkagen i formen i fryseren igen.
Vi tog den ud af fryseren en halv time før vi skulle spise den, så havde jeg tid til at pynte :-) Da jeg skulle skære den ud, konkluderede jeg at den nok skulle have været taget ud noget før, men det gik :-)



Hjemmelavet kransekageur fik jeg også lavet. Det er nemt at lave kranskage.

Opskriften kommer her:
400g marcipan
175g sukker
1 æggehvide (lidt under ½ dl)

Alle ingrdienser æltes godt sammen og massen rulles til en lang pølse, drys bordet med flormelis så det ikke hænger i. Alt afhængig af hvordan din kransekage skal se ud, ruller du nogle ringe ud med et par cm forskel hvis de skal stables.
Selve urskiven på mit kransekageur er lavet af udrullet marcipan, dekoreret med smeltet chokolade :-)